Casa-analyse.dk

Arbejde eller pension
- processer på arbejdsmarkedet
for SiDere
August 2001
Finn Kenneth Hansen
og Henning Hansen
Arbejde eller pension
- processer på arbejdsmarkedet
for SiDere
August 2001
Finn Kenneth Hansen
og Henning Hansen
Center for Alternativ Samfundsanalyse
Centre for Alternative Social Analysis
Linnésgade 25 • 1361 København K.
Linnésgade 25 • DK-1361 Copenhagen K. • Denmark Telefon 33 32 05 55 • Telefax 33 33 05 54 Phone +45 33 32 05 55 • Telefax +45 33 33 05 54 E-mail: casa@casa-analyse.dk • Hjemmeside: www.casa-analyse.dk E-mail: casa@casa-analyse.dk • Homepage: www.casa-analyse.dk Arbejde eller pension
– processer på arbejdsmarkedet for SiDere
Dette arbejdsnotat er en del af SiDs projekt “Indkomstfordelingen, indkomst-politik og svage grupper”, hvis formål er at belyse udviklingen i den økonomi-ske fordeling i de sidste 10 år. Specielt skal de “svage” grupper nærmere be-stemmes – herunder skal årsagerne til, at personer rubriceres som “svage”, for-søges kortlagt.
Som led i en nærmere bestemmelse af de “svage” grupper er der foretaget enforløbsanalyse baseret på registerdata. Notatet “Udstødning og integrationblandt lønmodtagere – forløb fra 1987 til 1999" belyser forskellige processeri forhold til arbejdsmarkedet, herunder forskellige udstødelses- og integrations-processer. For at få et mere nuanceret billede af årsagerne til disse processerhar vi suppleret med en kvalitativ undersøgelse, som indeholder interview meden række SiDere.
Det er fremlæggelsen af disse interview, der er hovedemnet for dette arbejds-notat, hvor SiDernes arbejdsliv, muligheder og konsekvenser belyses. Hvad erdet for processer, der finder sted på arbejdsmarkedet, og hvordan påvirker deden enkelte SIDer? Hvorfor går det nogle godt, mens det går dårligt for andre,selvom de kommer ud for de samme begivenheder? Der er foretaget interview med 13 SiDere, og det er primært deres historier,som fremlægges i notatet.
Vi takker interviewpersonerne, fordi de gav sig tid til at blive interviewet.
Uden deres positive medvirken ville dette notat ikke være skrevet.
Notatet er skrevet af Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen, CASA og fi-nansieret af SiD.
1 Ikke faglærtes arbejdsliv - muligheder og konsekvenser . . . . . . . . . . 6
Formålet med undersøgelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Arbejdslivet som proces . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Arbejdslivshistorier som metode . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 2 Arbejdslivet - vilkår på arbejdsmarkedet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
Arbejdslivshistorier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Arbejdsvilkår og arbejdsmarked . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 3 Det nedslidende arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
Ulykke og nedslidning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Langsom nedslidning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 4 Forskellige processer og forsørgelsessituationer . . . . . . . . . . . . . . . 22
Selvforsørgelsesforløb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Arbejdsfastholdelsesforløb - fleksjob . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Uafklarede forløb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 5 Faktorer der påvirker processerne på arbejdsmarkedet . . . . . . . . . 34
Forholdene på arbejdsmarkedet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Den enkeltes ressourcer og helbred . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 Forsørgerkultur – arbejdskultur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Det rummelige arbejdsmarked . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Oversigt over interviewpersoner til SiD-undersøgelse . . . . . . . . . . . . . 42
Ikke faglærtes arbejdsliv - muligheder og
konsekvenser
Formålet med undersøgelsen
Formålet med denne rapport er at sætte fokus på ikke-faglærtes arbejdsliv. Fordet første for at få større viden om de forhold og mekanismer, som kendetegnerikke-faglærtes arbejdsliv og for det andet belyse konsekvenserne af dette.
De ikke-faglærte er en gruppe, som relativt ofte rammes af arbejdsløshed, syg-dom, ulykker, og konsekvensen er i mange tilfælde, at de må opgive arbejdsli-vet til fordel for en pension. Udstødningen fra arbejdsmarkedet er et vilkår,som rammer ikke-faglærte mere end andre. Der er imidlertid også mange ikke-faglærte som til trods for, at de bliver af ramt af en række sociale begivenhe-der, alligevel fortsætter på arbejdsmarkedet og opnår et godt arbejdsliv.
Men hvad er det for processer, der finder sted på arbejdsmarkedet, og hvordanpåvirker de den enkelte ikke-faglærte arbejder? Hvorfor går det nogle godt,mens det går dårligt for andre, selv om de kommer ud for de samme begiven-heder? Udgangspunktet for denne undersøgelse er, at vi har udvalgt en række ikke-faglærte arbejdere, der er medlemmer af SiD. Fælles for dem er, at de har væ-ret udsat for en social begivenhed, fx sygdom, ulykke eller arbejdsløshed. Vihar hørt på deres livshistorier, hvor de har fortalt om deres arbejdsliv, deres be-givenheder, og hvordan det er gået dem. I dette notat formidler vi disse histo-rier.
Arbejdslivet som proces
Arbejdslivet kan anskues som en proces, hvor der hele tiden skabes mulighederog begrænsninger – “opture” og “nedture”. Det er “nedtur”, når man bliver fy-ret og ikke har arbejde, og “optur” når man finder et job og kommer i beskæf-tigelse. Det er “nedtur”, når man bliver ramt af en ulykke, bliver syg og ikkekan arbejde. Det er “optur”, hvis man bliver opereret, bliver raskmeldt og kanarbejde igen.
Ved en proces vil vi forstå det sæt af arbejdsmæssige og sociale begivenheder,problemer, ændringer, påvirkninger, drivkræfter og barrierer, der i forskelligeindbyrdes forhold betinger udviklingen i det enkelte menneskes livsvilkår ogdermed forløbet af ens arbejdsliv. En nærmere beskrivelse af de mange proces-ser åbner for en dybere forståelse af ligheder og forskelle mellem de ikke fag-lærtes arbejdsliv og giver samtidig en forståelse af de mange komplekse for hold, som ligger bag udviklingen af forskellige arbejdsliv og forsørgelsessitua-tioner.
Udgangspunktet for undersøgelsen har været fortrinsvis at belyse generelle ogspecifikke træk ved to af de mest markante processer i forhold til arbejdsmar-kedet: Selvforsørgelsesprocessen og udstødningsprocessen.
Ved selvforsørgelsesprocessen forstås det sæt af faktorer, der leder frem til, atden enkelte kan klare sig selv økonomisk, uden hjælp fra det offentlige, dvs.
være selvhjulpen.
Ved udstødningsprocessen forstås det sæt af faktorer, der leder frem til, at denenkelte ikke kan vende tilbage til arbejdslivet og dermed mere varigt er afhæn-gig af offentlig forsørgelse, dvs. primært førtidspension.
Når der kan være grund til at tage udgangspunkt i henholdsvis selvforsørgel-ses- og udstødningsprocessen, så er det fordi, de hver for sig er kendetegnetved, at de ender i klart definerede forsørgelsessituationer, henholdsvis lønar-bejde og førtidspension.
Men det er langt fra alle arbejdsliv, som på et givet tidspunkt er i en veldefine-ret situation, fordi arbejdslivet er en lang proces. Ofte befinder de ikke-faglær-te sig i en slags mellemposition mellem selvforsørgelse og udstødning. Mankan sige, at de befinder sig i en proces, hvis endelige situation ikke er bekendteller er uafklaret. Ved at betragte selvforsørgelses- og udstødningsprocesserne,er der imidlertid et grundlag for at vurdere, i hvilket omfang disse fortsatte pro-cesser vil gå i retning af enten selvforsørgelse eller varig forsørgelse.
Arbejdslivshistorier som metode
Et andet udgangspunkt for undersøgelsen har været, at det er ikke-faglærte –i dette til fælde SiDere – som selv fortæller og fremlægger deres arbejdsliv.
Der er altså ikke tale om en analyse baseret på statistiske oplysninger, men deter SiDere, som gennem interview har fortalt deres arbejslivshistorie. Det vilsige de forskellige job og arbejdspladser, de har været på. Hvad er det forvilkår, de har været udsat og påvirket af, og hvad har det betydet for deres ar-bejdsliv og velfærd? Der er foretaget interview med 13 SiDere. I bilag er dergivet en oversigt over de 13 interviewpersoner.
Oplægget for udvælgelsen af interviewpersoner var følgende: “Den kvalitative undersøgelse skal omfatte en række SIDere, som i dag er ar-bejdsløse, førtidspensionister eller endt på bistand – altså personer, det er gåetskidt, men undersøgelsen skal også omfatte SIDere, det er gået godt.
I interviewene skal personerne selv fortælle deres egen historie – nemlig denhistorie, som statistikkerne ikke kan fortælle. Altså sætte kød og blod på destatistiske oplysninger.
Det foreslås, at der foretages 8 interview med personer, som det er gået skidt,fx: • 2 personer, der er karakteriseret ved at have gentagne arbejdsløshedsperio- der, og som er endt på dagpenge eller kontanthjælp.
• 2 personer som på grund af nedslidning er endt på førtidspension.
• 2 personer, som har været ramt af skiftende sygdomsperioder, og som efter mange år er endt på førtidspension.
• 2 personer, som på grund af den teknologiske udvikling er blevet arbejdslø- se og ikke har kunnet finde beskæftigelse i lokalområdet, været på gentagen-de aktiveringsjob uden, at det har ført til job, og de er endt på dagpenge,overgangsydelse eller efterløn.
Der foretages 6 interview med personer, som det er gået godt på trods af, at dehar været i en vanskelig situation fx: • 2 personer, som har været gennem gentagne arbejdsløshedsperioder, men i dag er i beskæftigelse eller efterløn.
• 2 personer, som har været gennem sygdomsperioder eller en sygdomsperio- • 2 personer, som har skiftet job/branche efter lang tids arbejdsløshed. Er ble- vet omskolet til andet arbejde og i dag er i beskæftigelse eller på efterløn.” Udvælgelsen af interviewpersoner er sket i samråd med SiD. SocialrådgiverGunvor Auken, SiD har formidlet kontakt til lokale SiD-tillidsfolk eller perso-ner med kendskab til problematikkerne. De lokale tillidsfolk vil ofte havekendskab til forskellige “skæbner” blandt deres medlemmer, og de udvalgtepersoner er foretaget i samråd med de lokale tillidsfolk og socialrådgivere.
Der er tilstræbt en vis geografisk spredning og en spredning på land og by.
Der var planlagt 14 interview, men desværre blev der på grund af afbud kuntale om 13 interview – fordelt med 6 i Jylland, 1 på Fyn og 6 på Sjælland.
De 13 interviewpersoner er blevet anonymiseret. Ikke fordi de enkelte personerikke ville stå frem og fortælle deres historie – det er der faktisk nogle af dem,der synes var helt i orden. Men vi havde på forhånd lovet interviewpersonerneanonymitet. I beskrivelsen af interviewpersonerne og citaterne har vi givet demopdigtede navne. Desuden har vi udeladt navne på konkrete navngivnearbejdspladser, kommuner, læger og sagsbehandlere.
De 13 interview er indtalt på bånd, og hvert interview er efterfølgende skrevetrent. Tilsammen fylder udskrifterne ca. 100 sider. Man kunne have fremlagtmaterialet som 13 forskellige cases. Vi har imidlertid valgt at bearbejde oganalysere de 13 interview.
De 13 interview har været foretaget ud fra en spørgeguide med spørgsmål om-kring bestemte temaer, som vi har været interesseret i. Der er således ikke taleom et åbent interview, men et delvist struktureret interview, der primært hardrejet sig om de enkelte personers arbejdsliv og deres nuværende forsørgelses-situation. I fremstillingen har vi valgt at gå på tværs af de enkelte historier ogfremlægge nogle på forhånd bestemte problemstillinger, og alt er baseret på in-terviewmaterialet.
Arbejdslivet - vilkår på arbejdsmarkedet
Hvad er det for et arbejdsmarked, og hvad er det for arbejdsvilkår ikke-faglærtelever med og påvirkes af. Det vil vi vil se nærmere på i dette kapitel. Førstbeskrives en række SiDeres arbejdsliv – rent historisk. På baggrund af dissebeskrivelser vil vi forsøge at give en karakteristik af det ikke-faglærte arbejds-marked og de vilkår, som påvirker ikke-faglærte.
Der er tale om arbejdslivshistorier blandt SiDere med forskellig alder. De harderfor gennemlevet mere eller mindre i deres arbejdsliv og på forskellige tids-punkter. De har arbejdet inden for forskellige hovedfag. Følgende fag er repræ-senteret: En renovationsarbejder, en murerarbejdsmand, en jord- og betonar-bejder, en anlægsgartner, en brolægger og en fabriksarbejder (kvinde) Arbejdslivshistorier
Mogens' historie
Mogens er 42 år og startede sit arbejdsliv efter skolen som 14 årig. Han starte-
de i industrien og var der i 2 år. Derefter kom han inden for jord og beton. Om
vinteren gik han arbejdsløs, og derfor fandt han noget inden for træindustrien.
Han savnede imidlertid det udendørs arbejde og begyndte at arbejde med asfalt
i København. Asfaltsarbejdet varede i 4 år, hvorefter han startede som renova-
tionsarbejder inden for kommunen. Der var han en hel del år, hvorefter han
kom til vejafdelingen i kommunen. Han arbejdede i tilsammen 18 år inden for
kommunen, men altså i to forskellige afdelinger. Han holdt op i kommunen,
fordi der skulle ske rationaliseringer, hvor nogle sjak blev slået sammen. Det
førte til nogle problemer med en arbejdsleder, hvorefter han holdt op.
For et par år siden fik han konstateret slidgigt og ledegigt. Han blev opsagt isit sidste job som pladesmed, fordi han havde en længere sygeperiode. Han kanikke klare fysisk krævende arbejde mere. Nu går han på et kursus som om-sorgsmedhjælper, som AOF arrangerer i samarbejde med kommunen og fagfor-eningerne. Han er i praktik på en boliginstitution for handicappede, hvor derer hjælpemidler til at klare de tunge løft. Han håber at kunne få job som om-sorgsmedhjælper efter kurset.
Han har haft hårdt fysisk arbejde i næsten hele sit arbejdsliv, og meget af ar-bejdet er foregået udendørs både sommer og vinter og i al slags vejr.
Sørens historie
Søren er 47 år og udlært kok i 1971. Han var kok på et skib, men kunne ikke
klare de skæve arbejdstider og var der kun et par år. Så kom oliekrisen i 1973-
1974, hvor det var svært at finde noget arbejde, og han gik en del arbejdsløs.
Han startede i 1976 som arbejdsmand med jord og beton hos en lille mester,og har været arbejdsmand lige siden. Han har haft en del forskelligartede job,bl.a. støbearbejde, på medicinalfabrik som dyrepasser, vicevært i et boligsel-skab, på maskinfabrik, på møbelfabrik og renset store ovne. Ind imellem harhan været arbejdsløs i perioder. Hans sidste job var et puljejob, hvorefter hanhar været sygemeldt.
Hans nuværende situation er, at han er syg på grund af en hjerneskade og påkontanthjælp. Han er for syg til at arbejde, og kommunen vil ikke give ham etfleksjob, og de vil heller ikke give ham en førtidspension. Han afventer en be-slutning om, hvad der skal ske.
Hans’ historie
Hans er 62 år og startede med at sejle, da han kom ud af skolen. Først sejlede
han som dæksdreng, siden hen som jungmand og letmatros, efter at have været
på sømandsskole. Han sejlede i 4-5 år, hvorefter han blev soldat ved marinen.
Efter soldatertiden gik han i land og fik arbejde hos et firma i København. Her
arbejdede han i 16 år, både som kranmand og opmærker af gods.
I 1974 købte Hans og familien en gård på 18 tønder land i Jylland. Han havdeen plan om at blive landmand og passe børnene, mens konen skulle have etkontorjob. Desværre var det lige i den periode, hvor der kom en masse arbejds-løshed, og byen blev slemt ramt. Han var kun landmand i ½ år, hvor han sattegården i stand, men så var der ikke flere penge, og han måtte ud og finde ar-bejde.
Han fik noget løst arbejde i et års tid ved kommunen, men blev fyret. Derefterfik han arbejde på en køleskabsfabrik i 2-3 uger. Det var ikke noget for ham.
Han sagde selv op og kom i karantæne. Han startede dog snart efter hos kom-munen igen, og der har han været resten af sit arbejdsliv.
Han har arbejdet som brolægger ved elværket i 22 år. Da han ikke kunne bru-ges som brolægger mere, måtte han stoppe. Han blev afskediget efter 120-da-ges reglen – i virkeligheden havde han været sygemeldt i endnu længere tid.
Han har ikke haft nogen arbejdsløshedsperioder i de 22 år, han var hos kom-munen. I begyndelsen havde de lidt vejrlig – især om vinteren. Men efterhån-den brugte de perioder med dårligt vejr og vinter til at ordne andre ting ved el-systemet, fx reparere højspændingsstationer.
Han måtte stoppe sit arbejdsliv som 58 årig på grund af problemer med ryg ogled. Han er blevet opereret flere gange, og i dag er han på førtidspension. Haner nedslidt af hårdt fysisk arbejde med fliser og brolægning. Kommunen havdestort set ingen maskiner, der kunne lette det hårde arbejde.
Hennings historie
Henning er 51 år og har alle dage “haft jord under neglene”. Efter skolen blev
han arbejdsdreng hos en anlægsgartner. Bortset fra et par korte afstikkere til
lagerarbejde og skofabrik, har han været anlægsgartner og brolægger hele ti-
den. Han har kun været ansat hos et par forskellige mestre. Det meste af tiden
har han lavet haveanlæg, fortove, hække, terrasser og beplantning.
Han har næsten altid udført hårdt fysisk arbejde, og for 2 år siden var han udefor en arbejdsulykke i forbindelse med kantstensarbejde. Han fik et knæk i ryg-gen. Det viste sig, at hans ryg var ødelagt, og at han desuden havde slidgigt.
Han har været i arbejdstrænin og fået konstateret, at han ikke kan udføre fysiskarbejde. Derefter søgte han førtidspension, som blev bevilget for nylig.
Grethes historie
Grethe er 53 år og har arbejdet mest som fabriksarbejder. Hun startede som 14
årig på en cigarfabrik. Efter at have arbejdet i supermarked og i grøntfor-ret-
ning, blev hun gravid som 17 årig og fik hurtigt 3 børn. Så gik hun hjemme hos
dem i nogle år.
Efter det blev hun fabriksarbejder i et stykke tid, og ind imellem har hun haftrengøringsarbejde. Så arbejdede hun i 6 år på et bryggeri, hvor hun havde skif-teholdsarbejde. Hun var afløser i pauser rundt på hele virksomheden på fuldtid. Bryggeriet lukkede, og hun gik arbejdsløs i en række år, hvor hun hjalp si-ne forældre, der var blevet syge.
Hun fandt ud af, at hun godt kunne lide at arbejde med ældre, så derfor søgtehun ind som uuddannet hjemmehjælper og var der i halvandet år. Da hun skul-le have en hjemmehjælperuddannelse gik det skævt, og hun fik ikke færdiggjortuddannelsen. Hun var så nødt til at tage rengøringsarbejde på skoler, i bankerog på sygehuse. Hun holdt op med rengøringsarbejdet på grund af helbredet.
Senere har hun været i langtidsjob 2-3 gange. Det har været inden for kommu-nen, hvor hun ordnede haver og var ude og hjælpe ældre med rengøring, ellerhvad der nu var forefaldende. Desuden var hun 9 måneder på et plejehjem og9 måneder oppe i “vandtårnet” som vagt.
For 2 år siden blev hun sygemeldt på grund af en “tennisalbue”. Hun har ogsåfået stillet diagnosen fibromyalogi. Hun venter på en afklaring af sin situation.
Kommunen mener ikke, hun kan komme i betragtning til et fleksjob, og hunkan ikke revalideres. Det er ikke afklaret, om hun kan søge førtidspension.
Maliks historie
Malik er 49 år og født i Marokko. Han kom til Danmark i 1981 som cirkusar-
bejder fra Marokko. Men efter nogle spændende år i cirkus ville han have no-
get mere fremtidsrettet, så han senere kunne stifte familie og få børn.
Inden han kom til Danmark havde han arbejdet nogle år på fabrik i Marokkosom arbejdsmand. Desuden har han været i fremmedlegionen en kort tid, menhan fortrød, inden prøvetiden var udløbet.
Efter cirkusarbejdet fik han et job som murerarbejdsmand i 1983. Men han vararbejdsløs om vinteren, og det var ensomt. Derfor søgte han fabriksarbejde.
Han fik arbejde på en aluminiumsfabrik, hvor han arbejdede uafbrudt i 14 år,indtil han blev syg. På aluminiumsfabrikken var han arbejdsmand, og i løbetaf de 14 år har han næsten været alle funktionerne igennem, fx montage, pak-keri og truckkørsel. Arbejdet var 2-holdskift, og det var fysisk hårdt arbejde.
For et år siden blev han sygemeldt på grund af en dårlig skulder, men smerter-ne startede allerede for 7-8 år siden. Han er blevet opereret i skulderen, og hanhar efterfølgende været i arbejdsprøvning, hvor man har konstateret, at han ik-ke kan klare fysisk hårdt arbejde. Det er uafklaret, hvad han skal i fremtiden.
Han vil gerne have et mindre fysisk belastende arbejde.
Bents historie
Bent er lige ved at fylde 40 år. Han startede som arbejdsdreng på en betonvare-
fabrik. Derefter fik han arbejde på et gartneri i et par år. Så “tullede” han lidt
rundt, hvorefter kan fik fabriksarbejde. Han arbejdede hårdt på fabrikken og
tjente mange penge.
Han havde en række småjob på forskellige fabrikker, indtil han fik mere fastarbejde i et frøfirma. Her var han i 5 år. Hans arbejde bestod mest i at gå “tilhånde”, og han satte frø på plads, sorterede, hentede sække og havde med frø-stativer at gøre. Han blev imidlertid utilfreds med, at kollegaer med truckkortfik mere i løn, og sagde op i firmaet, da han ikke kunne få den samme løn.
Efter et job hos en skomager i 5 år, fik han imidlertid job på sin gamle fabrik.
Han kunne ikke holde ud at sidde stille indendørs hos skomageren. Han arbej-dede 4-5 år på fabrikken med kørsel, fejede udendørs og tømte “møghuller”.
Da formanden holdt op på grund af alder, så holdt han også op.
Herefter fik han arbejde med at slå græs på en kirkegård. Her arbejdede han,indtil han kom ud for en arbejdsulykke for 4 år siden. Han kom til skade medfoden, da han var ved at brænde ukrudt af.
Efter at have været sygemeldt et stykke tid har han været i forskellige formerfor aktivering, som han ikke har været begejstret for. Han har også haft små jobog søgt ind på sygeplejeskolen, men uden held. Hans fod er stadig dårlig, selvom han har været gennem en operation. Han har stærke smerter, og hans frem-tid er uafklaret. Han får i øjeblikket sygedagpenge, men måske skal han søgeførtidspension.
Arbejdsvilkår og arbejdsmarked
Selv om livshistorierne er forskellige, er der forhold, som går igen i historierneog fortæller noget om det arbejdsmarked, som er karakteristisk for mange ikke-faglærte arbejdere. De har alle haft: • Mange forskellige job. For nogle gælder det gennem hele deres arbejdslivs- historie. For andre er der tale om, at de finder et fagområde, som de vedhol-der og forsøger at holde sig inden for.
• Været ramt af arbejdsløshed. Det gælder stort set for alle. Nogle få har imidlertid haft et arbejdsliv, stort set uden arbejdsløshed. Nogle er blevetramt af arbejdsløshed i forbindelse med de økonomiske kriser. Andre harværet ramt af fyringer på grund af nedlæggelse af deres arbejdsplads.
• Eller haft sygeperioder. Dette gælder også næsten alle. Kun enkelte har væ- ret forskånet for længere sygdom i deres arbejdsliv.
• Arbejdet i fag, hvor risikoen for ulykker er meget stor.
Endelig er der tale om arbejdsvilkår, som er karakteriseret ved: • hårdt fysisk arbejde• tunge løft• ensidigt gentaget arbejde• udearbejde i al slags vejr• stående arbejde• akkordarbejde Det er samtidig karakteristisk, at alle påpeger, at arbejdet er blevet intensiveret,og arbejdstempoet generelt er blevet sat i vejret.
Det nedslidende arbejde
Arbejdsvilkårene for de interviewede SiDere har i mange tilfælde betydet hel-bredsmæssige problemer af en sådan karakter, at de har haft vanskelighedermed at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet. For de fleste har derværet tale om en fysisk nedslidning. Der er kun en enkelt af interviewpersoner-ne, der ikke har fået helbredsmæssige problemer, men som har haft vanskelig-heder i forhold til arbejdsmarkedet på grund af langvarig arbejdsløshed. I dettekapitel vil vi sætte fokus på det nedslidende arbejde og de forskellig former fornedslidning, der kan være tale om.
Nogle er blevet ramt af en ulykke, som efter operation har påvirket dem i deresfysiske udfoldelse, og efter genoptagelse af arbejdet har det bevirket en ned-slidning af bevægeapparatet – først og fremmest ryggen, men i mange tilfældeogså arme og ben. Denne periode efterfølges ofte af flere sygdomsperioder, derender med, at de må indstille deres nuværende arbejde. Der er tale om en ned-slidning, som har udgangspunkt i en ulykke.
Andre har gennem årene slidt hårdt på deres bevægeapparat med tunge løft, en-sidigt gentaget arbejde, stående arbejde eller arbejde i al slags vejr. Der er hertale om en nedslidning, som ikke er blevet særligt bemærket, og som ikke harpåvirket den fysiske udfoldelse i nævneværdig grad, men som pludselig slår udog betyder, at de ikke kan magte de fysiske krav, som de er vant til. Der er forde fleste tale om en chokvirkning, der ofte betyder, at de må indstille deresnuværende arbejde. Der er tale om en langsom nedslidning.
I det følgende vil vi give nogle konkrete eksempler på, hvordan de forskelligetyper af nedslidning foregår i praksis.
Ulykke og nedslidning
Jytte er gartner og har i mange år arbejdet i pakkeriet, hvor hun har stået på etcementgulv og pakket blomster. Desuden var hun ansvarlig for fordeling af ar-bejdet i pakkeriet, og at tingene blev pakket. Dagen før jul, hvor hun er alenei pakkeriet, kommer hun i klemme med benet i et metalbånd.
“Jeg kom i klemme i et metalbånd i 1994. Helt nøjagtig den23. december 1994 om eftermiddagen. Jeg var helt alene pågartneriet, og så lå jeg der neden under. Lige siden så er detgået skidt. Jeg kom bl.a. til at gå forkert, så jeg er blevet ope-reret flere gange.” Efter en operation vendte Jytte tilbage til pakkeriet: “Det var ikke så alvorligt i starten. Så jeg fortsatte arbejdeti pakkeriet. Der var jeg vel i en 2-3 år. Knæet blev opereretnogle gange i den tid. Så gik det godt, og så vendte jeg tilba-ge til arbejdet og arbejdede normalt. Men smerterne blev ved,og det belastede for meget. Så sagde de på sygehuset, at nuskulle jeg ikke gå ud som gartner mere, det kunne benet ikketåle.” Jytte holdt så op og blev sygemeldt, og da hun blev raskmeldt igen, kom hunpå understøttelse. Men selv om hun blev raskmeldt, havde benet det stadig ikkegodt.
“Kendsgerningen er, at jeg for 2-3 år siden var gennem enstor knæoperation, hvor jeg fik lavet et benbrud på mig, og detog nogle knogler og byggede ind i mit knæ, for så mente de,at det ville blive mere stabilt. Det mislykkedes, og derfor skaljeg nu af sted til en ny operation.” Jytte har dog ikke kappet forbindelsen til arbejdsmarkedet på trods af hendesdårlige knæ.
“Jeg er så heldig, at jeg kender en fotograf, og ham har jegarbejdet hos de sidste tre år – 4 måneder om året. Jeg sidderog pakker billeder. Det kan jeg klare, fordi jeg sidder ned ogkan rejse mig op, når det er nødvendigt. Jeg arbejder der 4måneder, og så går jeg hjemme på understøttelse, til jeg star-ter igen.” Et andet eksempel er Bent, som er tæt ved at fylde 40 år. Han er graver og hararbejdet på en kirkegård i en årrække, da han en dag bliver ramt af en ulykke.
“Jeg har gået med en gasbrænder med en gasflaske. Der harjeg gået rundt på kirkegården og brændt gangene og ukrudt.
Du må ikke sprøjte mere. Så var der et dæksel to centimeterhævet over vejbanen. Rundt om det brønddæk, der lå noglebløde sten, og jeg vrider så rundt på højre fod på sådan enløs sten, og det var lige til fyraften. Jeg tænkte, hjem skal dujo, og jeg går ind og siger, hvad der er sket. Du skal nok ikketage skoen af. Så kørte jeg hjem.” Det viste sig, at foden kun var forstuvet, og han fik den besked, at han kunnesætte sig med benet oppe i 3 måneder, så ville hævelsen være faldet og smertenvære væk. Men 3 måneder er lang tid at sidde stille for én, der er vant til at gåudendørs. Det kunne han ikke, og han startede på arbejde igen.
“Jeg arbejdede i knap 2 år, men jeg havde meget ondt. Jeggik mange kilometer hver dag. Da det stadig gjorde ondt, gikjeg op til egen læge. Han sagde, at den var gruelig gal. Jegsygemelder dig med det samme, jeg ved ikke for hvor langtid.” Bent blev sygemeldt og tog smertestillende medicin og kom efter ventetid påhospital og blev opereret.
“Og det gik så godt, at allerede om morgenen, der smed jegbegge stokke. Jeg kunne gå uden smerter, jeg var overrasket.
Det var jeg glad for. Jeg ringede til den lokale kirkegård, ogder fik jeg arbejde med det samme. Der gik jeg så tre uger, såkunne jeg ikke mere. Så hævede foden igen.” Bent blev sygemeldt med smertestillende medicin. Han blev dog hurtigt sendti aktivering. Efter et halvt år søgte han ind på plejerskolen med henblik på atkomme ud og passe psykisk syge. Det var imidlertid ikke muligt at skaffe enpraktikplads, fordi hans skolepapirer ikke var gode nok. Så gik han på arbejds-formidlingen og fik et job på et lager. Der gik dog ikke lang tid, så hævede fo-den igen.
“Så kom jeg ind til operation. For splinter i knoglerne. Og såregnede vi med, at det gik. Samme dag kunne jeg se, at det ik-ke var godt. Det gjorde ondt. De kunne ikke gøre mere. Deter den behandling, jeg har fået og så noget meget stærktsmertestillende medicin, nærmest narkotika. Der er et vrid iknoglerne, så der er sket en forskydning. Jeg er ramt af smer-ter, og det skal jeg leve med resten af mit liv, hvis de ikke kanfinde på noget nyt. Den eneste mulighed er nok førtidspen-sion. Men kommer de med noget, så min fod kan blive rask,så vil jeg hellere arbejde. For det her er ikke sjovt.” Såvel Jytte som Bent har haft adskillige år på arbejdsmarkedet, da ulykkenrammer dem. De fortsætter med at arbejde, og det slider på henholdsvis knæetog foden. De bliver derfor nødt til at stoppe arbejdet. Jytte er dog så heldig, athun finder et sæsonarbejde, som hun kan bestride, mens Bent efter adskilligeforsøg må stoppe.
Langsom nedslidning
Den langsomme nedslidning er karakteriseret ved, at der gennem mange år fo-regår en nedslidning af kroppen. Det rammer typisk ikke-faglærte inden forfag, hvor der er tale om tunge løft og ensidigt gentaget arbejde. En typisk histo-rie på langsom nedslidning er Per, der gennem et langt liv har arbejdet i flere forskellige fag, først som murerarbejdsmand, derefter chauffør, så på støberiog endelig som truckfører. Der har været tale om arbejde med mange tunge løftog ensidigt gentaget arbejde.
Per startede som 12 årig med at arbejde på landet for bønderne. Som 14 årigblev han bydreng hos en isenkræmmer. Isenkræmmeren havde bl.a. også por-celænsudlejning, og Per slæbte på de tunge kurve.
I midten af 1960erne var Per murerarbejdsmand og støbemand på et cementstø-beri.
“Som arbejdsmand blev man jo som regel fyret om vinteren,og så måtte man tage det arbejde, der var at få først på sæso-nen. Dengang var der en del løftearbejde, fx fliser. Man hav-de ikke så mange maskiner og løfteredskaber, som i dag.” Per har også i en kort periode båret mursten op af stilladser til murerne.
“Det blev gode tider, da der kom gang i typehusbyggeriet i1970erne, og der blev mangel på murerarbejdsmænd. Dervar rigtig gode akkorder, men det var også hårdt. Men dervar gode penge at tjene, så vi arbejdede hårdt og længe.” Inden tiderne i byggeriet blev rigtig dårlige, havde Per skiftet til at køre somlastbilchauffør igen og var begyndt at køre "på København". Han kørte somlastbilchauffør med trikotage til København.
“Ind på et lager – 5 kartoner ud og op på en bil og stable det– og så hoppe op og ned af en lastbil hele dagen, det er hårdtfor benene og ryggen.” I København var det ret hårdt, fordi der var så meget læssen af og på, så mangesteder. Og det var med hånden – der var ikke løftemaskiner dengang. Senerekørte Per på udlandet – især Finland og Tyskland.
Per skiftede senere til et job på en aluminiumsfabrik, hvor der var en del løfte-arbejde. Her blev hans rygproblemer rigtigt alvorlige. Han havde haft lidt pro-blemer, allerede da han kørte lastbil. Men han valgte støberiarbejdet, fordi hangodt ville være mere hjemme. Han havde fundet en ny “kone” og ville undgåat sætte forholdet over styr ved at køre for meget i udlandet.
Derefter kom han tilbage til galvaniseringsanstalten som truckfører. Her skullehan læsse biler hver aften, men kunne i øvrigt passe sig selv. Men det gik galtmed ryggen, så til sidst kunne han ikke holde ud at sidde på trucken.
Så kom han til en entreprenør i et halvt års tid og kørte entreprenørmaskiner.
Men her kunne han dårligt kravle ud af sengen på grund af den dårlige ryg. Dadet blev vinter, tilbød Per, at han gerne ville fyres, hvis der skulle fyres nogen.
“Da jeg kom ned i fagforeningen sagde de, at jeg skulle søgemin pension. Jeg var helt nedslidt.” Da var Per 47 år. Desuden skulle Per søge om arbejdsskadeserstatning (og detarbejder han på endnu – 7 år efter er sagen endnu ikke afgjort).
Per mener, der er tale om en arbejdsskade, som han fik en gang, da han kørtemed fisk i Tyskland.
“En aften punkterede jeg. Da jeg ville løsne boltene med enkrydsnøgle, var jeg nødt til at stå oppe på den med det resul-tat, at jeg faldt ned. I faldet fik jeg et ordentligt knæk i ryg-gen.” Siden den episode fik han det meget, meget værre. Per har gået en masse til ki-ropraktor og fysioterapeut og gået til mange undersøgelser og fået foretagetscanninger. I 1998 blev han så opereret i ryggen, og nu er ryggen “helt færdig”,og Per kan ikke arbejde mere.
Pers historie er langt fra enestående, men er karakteristisk ved det lange forløb,hvor ryggen i de forskellige job og på forskellig måde bliver kraftigt belastet.
Tilsvarende er situationen for Mogens, der har arbejdet som jord- og betonar-bejder og senere som renovationsarbejder.
“Jeg har slidgigt og ledegigt. Det har jeg fået konstateret.
Jeg har jo også arbejdet, siden jeg var 14 år, så var det jordog beton, og så var jeg renovationsarbejder og vejarbejder,så det har været det tunge arbejde, lige fra starten. I dag erjeg 42 år.” Mogens havde allerede mærket problemerne tilbage i 1980erne, hvor han hav-de ondt i ryggen. Han var dengang til nogle undersøgelser, men de viste ikkerigtigt noget.
“Men jeg kunne mærke det i ryggen, og om vinteren, når detblev koldt, kunne jeg mærke det i mine muskler. Musklernetrækker sig sammen, og så var jeg til flere undersøgelser,men der var ikke noget.” Så først her i 1990erne begyndte han at få sygemeldinger, og så fik han foreta-get en decideret helbredsundersøgelse, hvor det blev konstateret, at han havdeslidgigt og ledegigt i svag grad i armen og i nakken på grund af slitage.
“Så året efter tog jeg en undersøgelse for at se, hvor slemtdet var, og så sagde lægen, at jeg kunne godt blive indstillettil pension, hvis jeg ville, Jeg havde så dårlige arme, at nårjeg gik i byen og købte ind, fik jeg smerter og kunne næstenikke løfte.” Men Mogens fortsatte med at arbejde.
“Jeg kunne godt mærke, at det gjorde ondt, men jeg tænkteikke på det, for jeg ved, at hvis jeg først tænker på det, så gørdet ondt. Jeg spekulerede ikke på, at jeg havde slidgigt, fordet ville jeg helst ikke tænke på. Da det begyndte at gøreondt, havde jeg svært ved at sove, men jeg gik på arbejde alli-gevel for at se, om det gik over. Men så til sidst måtte jeg sy-gemelde mig.” Lægerne sagde, at Mogens godt kunne arbejde, hvis han kunne finde noget, dervar lidt lettere. Så prøvede han at køre som chauffør inden for renovationen,men det gik ikke så godt. Selv om der var en sækkevogn, skulle han stadig løf-te.
”Jeg kunne mærke det i armen og skuldre. Så til sidst sagdejeg til mig selv, nu må du holde op.” Mogens vil helst undgå pensionen og ønsker at få et let arbejde, som han kanklare.
Et tredje eksempel er Hans. Han er 62 år og har været invalidepensionist i 5-6år. Han er blevet opereret for en diskusprolaps i ryggen, og han har to mere,som han nogenlunde kan leve med. Desuden har han fået indopereret nye knæ-led – efter et par operationer.
Hans har arbejdet som brolægger i 22 år. Problemerne med hans ryg og knæskyldes alt det hårde fysiske arbejde, han har udført gennem mange år. I en tid,hvor der ikke var mange maskiner. De lagde kabler ned, og hans arbejde varat flytte fliser og lave brolægning. Fliserne var ofte meget tunge – de tungestevejede 120 kilo. De fik først en flisemaskine til allersidst. De var meget påakkord, det gik hurtigt, og de tjente mange penge. Han løftede nogle dage optil 16 tons pr. dag.
Det var ellers ikke normalt med akkord hos kommunen, men chefen syntes, atdet var et godt system, fordi det gik hurtigt, og det gav færre klager. Akkordsy- stemet var meget fysisk hårdt. Men på et tidspunkt blev han enig med sin mak-ker om, at de ville nedtrappe akkordarbejdet. Børnene var blevet store, og dehavde ikke længere så hårdt brug for pengene. Men da var det nærmest forsent. Da var Hans allerede nedslidt.
De tre eksempler illustrerer, at den langsomme nedslidning af bevægeapparateter en proces, der giver sig til kende efter mange år på arbejdsmarkedet medtunge løft og ensidigt gentaget arbejde. Hverken Per, Mogens eller Hans harværet ramt af sygdom eller haft synderlige sygeperioder i deres relativt langearbejdsliv. Men pludselig kommer den gradvise nedslidning til udtryk. Det erikke antallet af år på arbejdsmarkedet, men sliddet på kroppen, der er afgøren-de for, hvornår den enkelte må sige stop. Per er 47 år, Mogens 42 år og Hans57 år, da helbredet ikke mere kan klare det hårde fysiske arbejde.
Forskellige processer og
forsørgelsessituationer
De interviewpersoner, vi har talt med, har stort set alle mærket og været bela-stede af nedslidningsprocesserne på arbejdsmarkedet og været i den situation,at de har vanskeligheder med at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet.
På trods af dette er de i dag i forskellige forsørgelsessituationer. Dette er fokusfor dette kapitel, hvor vi vil stille skarpt på den situation, interviewpersonerneer i 2001, hvor vi har interviewet dem. Opmærksomheden er rettet mod, hvaddet er for forhold, der har ført til, at de er i forskellige forsørgelsessituationer.
Vi vil skelne mellem 4 forskellige situationer eller rettere forløb: • Selvforsørgelsesforløb, hvorved vi forstår et forløb, hvor den enkelte er
kommet i beskæftigelse (lønarbejde) eller i uddannelse, som vil føre til fasttilknytning til arbejdsmarkedet.
• Arbejdsfastholdelsesforløb, hvorved vi forstår et forløb, hvor den enkelte
har fået et arbejde på mindre tid eller på særlige betingelser, fortrinsvis iform af fleksjob med løntilskud til arbejdsgiveren.
• Uafklarede forløb, hvorved vi forstår et forløb, hvor den enkelte ikke ved
om den situation, vedkommende helbredsmæssigt står i, vil føre til arbejdeeller pension, og hvor vedkommende enten er på dagpenge, bistandshjælpeller uden offentlig forsørgelse.
• Afklarede pensionsforløb, hvorved vi forstår et forløb, hvor nedslidningen
fra arbejdsmarkedet har sat sig klare spor, og vedkommende af helbreds-mæssige grunde er blevet tildelt førtidspension.
I det følgende vil vi beskrive de forskellige forløb, og i næste kapitel vil vi pe-ge på nogle af de elementer, som har være medvirkende til de forskellige for-løb.
Selvforsørgelsesforløb
John er 52 år og har arbejdet med smedearbejde det meste af tiden. Han harbl.a. arbejdet på beholderfabrik og kedelfabrik og han var med til at lave deførste kulfyringsanlæg. Senere lavede han kul- og halmfyr over hele landet.
På et tidspunkt var han så uheldig, at han udviklede en såkaldt ”springfinger”,som han skulle opereres for med henblik på at få rettet fingeren. Men der gikfuldstændig “kage” i det for sygehuset. Han skulle i virkeligheden have været til genoptræning straks efter indgrebet, men det kom han ikke. Der gik 3 uger,før han startede genoptræningen, og det var ret katastrofalt.
John gik 1-1½ år uden arbejde samtidig med, at han gik til nytteløs genoptræ-ning. Det endte med, at han fik klippet fingeren af. Sygehuset var godt klarover, at der var tale om lægesjusk, og John har efterfølgende fået erstatning forlægesjusk.
John var ved at opgive det hele. Han kom ud i en slem krise og røg ud i enskilsmisse. Han flyttede på et lille værelse. For at få en lejlighed, hvor hankunne have sin søn på besøg, måtte han ikke eje noget som helst. Han måttederfor sælge sin kapitalpension.
Efter en snak med SiD blev John klar over, at han ikke kunne fortsætte som ar-bejdsmand eller smed. Hvad skulle han så lave? “Mens jeg gik uden arbejde og til genoptræning, havde jegnoget frivilligt arbejde i Blå Kors. Min nuværende kone ar-bejder i Blå Kors, og jeg havde også en kammerat, der arbej-dede i Blå Kors. Så jeg gik op og spurgte, om jeg kunne hjæl-pe lidt til – så vidt mit handicap nu rakte.” John fortalte om det frivillige arbejde, han lavede i sin fritid, og sammen fandthan og fagforeningen ud af, at han måske kunne blive en god pædagog. Johnkunne godt tænke sig en diakonuddannelse inden for Blå Kors – på Diakonhøj-skole.
“Men jeg var nu noget i tvivl – var jeg ikke blevet for gam-mel? Det var jo længe siden, jeg havde gået i skole.” John fik gennemført sin pædagoguddannelse og arbejder i dag på et dagcenterfor fysisk og psykisk handicappede – det kreative værksted. De handicappedekommer fra bosteder og private hjem, og det er en slags arbejdsplads for dem.
De er for dårlige til at indgå i egentlig produktion, men på det kreative værk-sted kan de føle, at de kommer på en slags arbejdsplads. Det er ikke et beskyt-tet værksted, men et aktivitetssted.
“Man kan se, at det er af meget stor værdi for de menneskerat komme ud i skånejob eller noget, der ligner rigtigt arbejdeså meget som muligt.” John har altså fået en ny uddannelse på 3-4 år som pædagog, men det har væreten hård proces.
“Jeg havde virkelig svært ved at lave opgaverne. Det skriftli-ge var det værste. Jeg har brugt utrolig mange timer på atskrive og stave rigtigt. På et tidspunkt tog jeg endda privatundervisning i dansk.” John har også været heldig med at have opbakning til sin uddannelse, især frasin kone og fagforeningen.
Mogens, som vi har mødt tidligere, har mest arbejdet som jord- og betonarbej-der og renovationsarbejder. Han var godt nedslidt med ondt i ryggen og i arme-ne. Han er 42 år og fortæller om sin nuværende situation: “Jeg er stoppet som renovationsarbejder og har været i job-træning på et værksted. For at prøve noget andet end det jeger vant til. Først prøvede jeg som pladesmed. Det kunne jegikke holde til. Jeg stod op og skulle løfte en hel del tunge ting,det kunne armen ikke rigtigt tage. Og så fik jeg tilbud om atkomme på kursus som chauffør. Men det gik ikke.” “Nu er jeg på kursus som omsorgsmedhjælper. Et kursus,som AOF arrangerer i samarbejde med kommunen og de lo-kale fagforeninger. Det er SiD, som har tilbudt mig at tage påkurset, og det har jeg så gjort. Jeg er i praktik for øjeblikketog skal have 5 ugers kursus, så jeg skulle kunne være om-sorgsmedarbejder til børnehaver og hjemmehjælp. Det er no-get helt andet, end det jeg er vant til. Jeg har det godt meddet.” Mogens har haft en periode, hvor han har gået hjemme og faktisk været kørtpsykisk ned over det hele.
“Jeg har tænkt på pension, men så længe jeg kan arbejde, såarbejder jeg. Jeg kan ikke acceptere det – ikke som 42 årig –nej! Også selv om jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år. Sålænge jeg kan gøre en indsats, så vil jeg gerne arbejde. Sålænge jeg har fagforeningen til at støtte mig, gør jeg det. Hvisjeg gik på bistand, så tror jeg nok jeg ville vende det om, såville jeg sige, så giv mig den pension. Så ville jeg ikke havenogen støtte alligevel – så ville jeg komme på aktivering, job-træning, og det ville jeg ikke få noget ud af.” I øjeblikket er Mogens i praktik ude i en boinstitution for svært og let handi-cappede. Han skal være der 2 uger endnu og derefter 5 uger på skolebænken,før han er færdig med kurset.
Mogens er godt tilfreds med at deltage i kurset.
“Den første tid på skolebænken, det er lidt træls, og man fåren masse ind i hovedet, men når man først er i gang, så er detikke noget problem. Der er et godt samarbejde. Mange af deandre er på samme alder, så jeg er ikke den eneste voksen påskolebænken, som man mange gange godt kan være bangefor. Vi er i samme situation alle sammen og har prøvet at ar-bejde med de forskellige ting i mange år. Der er et godt sam-menhold i grupperne. Det kører fra kl. 8 til 15 med pauser,opgaver vi kan læse hjemme, men vi laver det meste i grupperog skiftes til at styre. Alle har et ansvar.” Når kurset er forbi får deltagerne et kursusbevis og nogle udtalelser fra kurset.
Så skal der oprettes en jobbank, hvor dem, der har været på kursus, kan indgåsom vikar.
“Det har jeg sagt ja til og håber at få et vikarjob på den må-de. De mangler omsorgsmedarbejdere, og de er ligeså godesom de uddannede. Vi får kursusgodtgørelse, som er ligesomdagpenge i hele forløbet. Hvis du skal tage hele uddannelsen,så er det 4 år på SU. Det er ikke mig.” Kendetegnende for både John og Mogens er, at de aldrig har været bange forat prøve noget nyt. Selv om ingen af dem har tænkt på at tage en uddannelseeller erhvervsuddannelse. De har nok været lidt nervøse for at skulle på skole-bænken igen, men det har ikke afskrækket dem, og de har mest haft positiveoplevelser.
John har været meget udviklingsorienteret i sit tidligere job. Næsten hver gangJohn har skiftet job, har det været i forbindelse med noget nyudvikling. Hanhar været i front med tingene.
“Jeg synes da, det er spændende at følge udviklingen og lærenogen nye ting. Det er da sjovt.” Mogens har været drevet mere af frygten for ikke at være i arbejde. Selv omdet at gå i skole ikke var det første, han kunne tænke sig, var tilbuddet om enomsorgsmedarbejderuddannelse den eneste mulighed, han så for at kunne kom-me i arbejde: “Nej, jeg havde sådan halvt opgivet det hele. Fordi når jegikke rigtig kunne tåle at komme ind for jord og beton ogchauffør, så havde jeg ikke andre muligheder end AMU-kur-ser. Men hvis jeg ikke kan bruge det til noget. Så der var jegved at opgive sådan set. Det var en nedtur, som jeg ikke hav-de prøvet.” Selv om Mogens ikke har fået ordinært job og er blevet selvforsørgende, så erder store muligheder for, at han vil komme i arbejde, så snart han har fuldendtkurset.
Arbejdsfastholdelsesforløb - fleksjob
Søren er 47 år og har i store dele af sit arbejdsliv arbejdet som jord- og beton-arbejder og murerarbejdsmand. Han har urinsyregigt, som ganske langsomtgennem årene har sneget sig ind på ham, og han har ledegigt i håndledet ogondt i fødderne. Han måtte stoppe med at arbejde og blev sygemeldt på syge-dagpenge. Han ville dog gerne arbejde og blev sendt i arbejdsprøvning. Efteren række mislykkede forsøg kom han i arbejdsprøvning på et lager.
“Jeg havde kun været der i 3 uger, da værkføreren sagde, athan godt ville have mig. Jeg har altid været pligtopfyldendeog passet mit arbejde. Jeg laver alt forefaldende arbejde. Jegrykker rundt og skal hjælpe til, hvor det presser på – og deter så alle steder. Arbejdet i sig selv kan jeg godt klare, det erikke så hårdt. Og så er det godt at komme ud og møde noglefolk. De har været flinke og gode ved mig hele vejen igen-nem.” Søren håber, han kan blive ved med at klare det rent helbredsmæssigt. Han ermeget interesseret i at få et arbejde. Det er et fleksjob.
“Der bliver spurgt til mig en gang i mellem – ellers skal jegbare sige til selv. Jeg har fortalt fra start af, at jeg ikke kanstå op i for mange timer. Så jeg skal bare sige til. Jeg ved, deglemmer det en gang i mellem, men så må jeg bare mindedem om det. Der bliver taget hensyn lige fra starten af, de veddet alle sammen. Også dem jeg arbejder sammen med, så nårde kommer for godt i gang, så siger jeg, at jeg må ikke detder.” Søren har ikke fået meget at vide om, hvad det indebærer at arbejde i fleksjob.
Men har tager tingene, som de kommer. Han er glad for, at han er kommet iarbejde. Han synes, det er rart at have noget. Der skal ske noget, og han skalud blandt folk.
“Der var ikke tale om pension, og det er jeg heller ikke selvinteresseret i, så længe jeg kan lave noget. Det er godt nok,at man bliver hjulpet lidt videre. Det er ikke sikkert, at jegselv kunne finde noget arbejde. Jeg kan jo ikke gå ud og sigetil en arbejdsgiver: jeg er lidt kvæstet, så kan du ikke brugemig?” Søren arbejder på fuld tid og har været med i ansættelsen, men det er kommu-nen, der har skabt kontakt til virksomheden, og den får 50% i løntilskud.
“Jeg er ikke rigtig inde i, hvad der sker med sygedagpenge,hvis jeg bliver syg. Sagsbehandleren var ikke så personlig, såjeg ville ikke spørge – men ellers udmærket. Jeg kunne barehenvende mig og få svar på mine rettigheder.” “Men hvis jeg siger op eller bliver fyret, så kan de jo ikkesende mig ud i almindeligt arbejde, for jeg er på fleksjob. Jegkan ikke komme ud på samme vilkår som førhen. Der skal ta-ges hensyn. Jeg har papir på, at jeg har urinsyregigt, så derskal tages hensyn, men jeg ved ikke, hvordan det skal tolkes.
Hvis jeg bliver fyret, så skal jeg op til kommunen, det er ikkearbejdsformidlingen. Det samme med efterløn, det kan jeg ik-ke få, som reglerne er nu, selv om jeg er tilmeldt a-kassen.
Jeg har fået at vide, at når man er “flekser”, så er der ikkenoget der hedder efterlønsordning.” For Søren er det allervigtigste altså, at han har et job og kommer ud blandt an-dre mennesker, så finder han nok ud af reglerne, efterhånden som problemerneopstår.
Hanne er også ansat i et fleksjob på 20 timer på en elektronikfabrik i efter-montageafdelingen. Hun har ledegigt. Hun har været på fabrikken i 3 år og desidste 7 måneder i fleksjob. Hun har fået indrettet arbejdspladsen specielt –specialborde og særlig loddekolbe. Kommunen har betalt for den individuelleindretning.
Det var tillidsrepræsentanten, der sagde til Hanne, at det ikke kunne blive vedmed at gå, og hun måtte søge et fleksjob.
“Jeg arbejdede de normale 37 timer om ugen, og gjorde mitarbejde lige så godt som alle de andre. Men problemet var,at jeg ikke kunne lave noget som helst, når jeg kom hjem. Såvar jeg fuldstændig flad og udkørt og kunne gå lige i seng.
Samtidig havde jeg 2 mindre børn på 9 og 5 år, som ogsåkræver sit.” Tillidsrepræsentanten havde en klar fornemmelse for Hannes totale livssitua-tion – ikke kun hendes arbejdsliv. Hun kunne se, at Hanne var helt uarbejds-dygtig i sin fritid, og det var ikke holdbart med 2 børn.
“Det var først efter et år på 20 timer, at jeg kunne sige, at jeger blevet til et rigtigt menneske igen. Først da fik jeg energienigen.” Den vigtigste forskel for Hanne på et ordinært job og fleksjob er primært antal-let af arbejdstimer. Desuden tager de lidt hensyn til, at hun ikke skal sidde medde tungeste ting.
“Hvis jeg skal have hjælp til at løfte noget, så spørger jeg ba-re nogen af de andre. Det er der ingen, der ser skævt til. Jegføler, at jeg er på almindeligt arbejde, bare færre timer.” “Jeg fuldfører da alle mine arbejdsopgaver, og der er ikkenoget med, at jeg skal have hjælp til at lave mit arbejde fær-digt. Når jeg får de opgaver, jeg kan magte, så fungerer jegligesom alle de andre. Hvis jeg får en opgave, som jeg kan se,at jeg ikke kan magte, så beder jeg bare arbejdslederen findeen anden opgave – det er ikke noget problem. Nu har deefterhånden fundet ud af, hvad jeg kan klare.” Inden hun kom i fleksjob, arbejdede hun hele tiden. Hun havde ikke nogen sy-gemeldinger. Hun mener selv, hun er alt for pligtopfyldende og stædig. Hunburde nok have sygemeldt sig. Nu har hun lært, at man ikke skal være så pligt-opfyldende, men også tænke på sig selv.
“Det har været lidt svært for mig at acceptere, at der er nogetjeg ikke kan – men nu er det bedre. Mine kolleger har ogsåsagt, at jeg skal passe bedre på mig selv og lade være med atkomme på arbejde, når jeg har stærke smerter – for jeg skalhelst holde mange år endnu.” Søren og Hanne er begge i fleksjob. Men mens der for Hanne er tale om ansæt-telse på samme fabrik, hvor hun har arbejdet i flere år, er der for Søren tale omet helt nye job og inden for et helt nyt område. For Hanne er der således taleom en arbejdsfastholdelse, mens der for Søren i højere grad er tale om inte-gration til arbejdsmarkedet efter, at han gik sygemeldt.
Uafklarede forløb
Alex er 47 år, og han haft forskellige ikke-faglærte job i sit arbejdsliv. Han harværet fabriksarbejder på forskellige fabrikker, dyrepasser, gartner samt vice-vært i et boligselskab. Han har haft hårdt fysisk arbejde og har i dag smerteri fingre, skuldre og ben. Samtidig er hans korttidshukommelse meget dårlig.
“Min situation i dag er, at kommunen ikke vil give mig fleks-job, de vil ikke give mig pension – de vil ikke noget som helst.
De siger, at jeg er for rask til pension og for syg til fleksjob,og så har de stoppet alt. Sagen ligger i Statsamtet. Der harden ligget et års tid. Jeg har været på bistand snart i et år.” Alex har gået på sygedagpenge længe og fik det endda forlænget en gang. Nuhar de stoppet med sygedagpenge, og Alex har nu modtaget bistandshjælp isnart et år.
“I det sidste brev, jeg modtog fra kommunen inden de stoppe-de sygedagpengene, skriver de, at behandlingsmulighederneikke er udtømte, men de vil heller ikke gøre mere. Jeg får bi-standshjælp, men aktivering vil de ikke, fordi jeg er syge-meldt, og de prøver heller ikke på det. De har taget min rets-sikkerhed.” Alex prøver nu sammen med fagforeningen at få etableret et fleksjob. Men deskal finde et job på højst 20 timer.
“Det står i mine papirer, at jeg ikke må arbejde mere end 20timer. Jeg har været på REVA, hvor jeg fik et job på 20 timer,men det kunne jeg ikke klare. De mener, at jeg skal have enlængere genoptræningsperiode og så forbedre min erhvervs-evne.” Grethe står i samme uafklarede situation. Hun har været sygemeldt i over to årpå grund af en dårlig arm, som har udviklet sig til smerter i ryg og hele krop-pen. Hun har haft forskellige job, men har arbejdet mest som fabriksarbejder.
Hun har nu endelig fået stillet diagnosen fibromyalgi, men hendes situation erdog stadig uafklaret.
“Kommunen stopper mine sygedagpenge. De vil ikke ventepå, at jeg har været i København og blevet undersøgt. Dethar jeg anket sammen med min fagforening. I deres øjne kanjeg ikke blive revalideret, og jeg kan ikke komme i betragt-ning til et fleksjob. De mener, det er urealistisk og jeg erheller ikke syg nok til at komme på pension, da der ikke fore-ligger nogen lægelig diagnose.” Grethe har søgt om at få pension, men hun frygter, at de vil kræve, at hun kom-mer i arbejdsprøvning, selv om hun har været i én arbejdsprøvning. Det vistesig, at hun ikke kunne magte arbejdet, og hun har derfor svært ved at tro på, athun kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
“Jeg har altid arbejdet og også været syg og haft mine syge-perioder, men det er først nu, det ikke fungerer – også pågrund af min alder. Man er ved at blive skrupskør. Man be-brejder sig selv, det er også din skyld. Min mand kører nedpå det, og det er synd, med den indsats han gør. Uklarhedenskaber usikkerhed, og vi har måttet låne penge, men det kanvi jo kun et stykke tid. På et eller andet tidspunkt klapper fæl- den jo. Så må der skæres ned. De trækker det alt for langt ud,og vi ved ikke, hvor vi står.” Bent, som har dårlig fod og fået konstateret, at behandlingsmulighederne er ud-tømte, er ved at komme i samme situation som Grethe, og det frygter han for.
Han er på sygedagpenge nu og har fået det siden 1998 minus to måneder.
“Sagsbehandleren har misforstået noget. Vi er på kant medhinanden. Skal jeg på pension eller hvad? Jeg er ikke til fuldrådighed og kan ikke blive ved med at få sygedagpenge. Oglukker de der, så skal jeg på bistandshjælp, og så får jeg ikkenoget, da min kone arbejder på fabrik. På den måde er vi påvej ned.” Bent har fået opereret foden flere gange, og efter sidste operation har han fåetkonstateret, at behandlingsmulighederne er udtømte. Han kan ikke gå på foden,og i de seneste jobforsøg er foden hævet hver gang.
“Jeg er interesseret i at få en afslutning på det her. Så mankan vide, hvad der sker. Det går ud over min kone også ogvores forhold – det går ud over os begge to psykisk. Så skalvi lige til undersøgelse, og så skal vi lige det ene og det andet.
Der er ingen, der kan tage stilling til noget som helst. Læge-erklæringen er oplæg til pension. Men det er så der, kommu-nen kommer ind, og det føles, som om at de ikke er parate tilpension.” Jytte står også i en uafklaret situation. Hun har dårligt knæ og skal ind og ope-reres. Hun har de sidste 3 år arbejdet 4 måneder om året og kunnet klare det,fordi hun sidder ned og kan rejse sig, når det er nødvendigt. I resten af året harhun modtaget dagpenge.
“I de 4 måneder arbejder jeg 37 timer om ugen, helt alminde-ligt. Det passer mig fint. Men det hjælper jo ikke noget, nårjeg ikke kan tjene timer nok. Nu skal jeg ud af systemet. Jegfår ikke nok timer ved at arbejde for ham – man skal jo haveoparbejdet 1.099 timer for at kunne få understøttelse over envis periode. Det har jeg ikke nu, så kan jeg ikke få understøt-telse. Til sidst ender jeg med at komme på bistandshjælp, ogdet kan jeg jo heller ikke få på grund af min mands ind-komst.” Jytte har været igennem mange operationer, og hun håber nu meget på, at ope-rationen lykkes denne gang. Ellers er behandlingsmulighederne udtømte.
“Ja benet skulle forhåbentlig blive godt igen. Det satser jegpå, og så vil jeg ud at arbejde. Jeg er ikke interesseret i at gåhjemme. Jamen, jeg falder for dagpenge, hvis jeg ikke kom-mer ud og får nogle timer. Jeg tror nok, at jeg mangler knap300 timer for at oppebære dagpenge. Sygedagpenge kan jegfå op til 2 år, og derefter arbejdsprøvning.” Hvis operationen ikke lykkedes, så skal Jytte sandsynligvis have førtidspensi-on.
Eksemplerne i dette afsnit viser, at der er en del af interviewpersonerne, somer i en uafklaret situation. De er hverken i arbejde eller på pension. De mangeår på arbejdsmarkedet har påvirket deres helbred, så de ikke fuldt ud kan magteet hårdt fysisk arbejde. For nogen hænger uklarheden sammen med usikkerhe-den om, hvad de kan klare, mens den for andre er klar: Behandlingsmulighe-derne er udtømte.
Uafhængigt af deres situation står de i en situation, hvor der skal tages stillingtil, om de skal arbejde eller på pension. Denne uafklarede, sårbare og vanskeli-ge situation har imidlertid samtidig alvorlige økonomiske konsekvenser og formange også psykiske konsekvenser. For Grethe fx har den lange sagsgang ogventetider til undersøgelser betydet, at hun har mistet sine dagpenge, og hunkan ikke modtage bistandshjælp, fordi hendes mand arbejder.
Afklarede forløb – førtidspension
Det afklarede forløb, er det forløb, hvor den enkelte nu modtager førtidspen-sion på grund af dårligt helbred med nedsat eller ingen arbejdsevne.
Hans er 62 år og har været invalidepensionist i 5-6 år. Han er blevet opereretfor en diskusprolaps i ryggen, og han har to mere, som han nogenlunde kanleve med. Desuden har han fået indopereret nye knæled – efter et par operatio-ner. Han blev invalidepensionist som 58 årig.
Kommunen overvejede en revalidering, da Hans blev syg. Men hans helbreds-problemer var så store, at de opgav revalidering. Hans trak den lang tid på sy-gedagpenge og påstod, at der måtte være noget, han kunne bruges til. Til sidstmåtte han opgive og lade sig pensionere.
“Jeg synes da, der måtte være noget jeg kunne lave, selv omjeg ikke kunne slæbe de tunge fliser. Jeg foreslog da elværket,at jeg kunne gå og ordne nogle ting på højspændingsstatio-nerne – men det ville de ikke.” Hans fik meget hurtigt tildelt førtidspension – den mellemste pension.
“Jeg tror, jeg har fået Danmarkshistoriens hurtigste førtids-pension – på under en uge. Jeg tror, kommunen kunne se enøkonomisk fordel i det.” Senere har socialrådgiveren i SiD hjulpet ham med at opnå den højeste førtids-pension – endda med tilbagevirkende kraft. Hans har affundet sig med sin si-tuation, selv om han måtte forlade arbejdslivet et par år før, end han havde be-regnet.
Per har også fået tildelt førtidspension. Anledningen til, at Per søgte førtids-pension var, at hans ryg var “totalt ødelagt”. Den er helt nedslidt, og Per hargået en meget til kiropraktor og fysioterapeut. Han har været opereret i ryggeni 6½ time på sygehuset i 1998. Forinden havde han gået til mange undersøgel-ser og scanninger.
“Operationen har da hjulpet mig så meget, at jeg nu kan gånormalt. Men det gør ondt hele tiden, og jeg skal nok havesmertestillende piller resten af mit liv.” Per går til fysioterapeut hver 14. dag og får varme, ultralyd og massage, mendet kan kun lindre lidt. Han skal leve med sin dårlige ryg resten af livet.
De talte noget om omskoling i forbindelse med Pers pensionsansøgning, oghan blev sendt til noget arbejdsprøvning af kommunen.
“De ville have, at jeg skulle cykle 5 kilometer hver dag og bo-re 4 huller. Min ryg kunne slet ikke holde til at cykle så langt.
Jeg havde endda lægeerklæring på, at jeg overhovedet ikkemåtte arbejde.” Per modtog først sygedagpenge, men da han søgte sin førtidspension, blev hanoverført fra sygedagpenge til bistandshjælp, hvilket er en ret alvorlig indkomst-nedgang, især når man er gift og har en ægtefælle, der har indkomst.
“Jeg var blevet lovet, at jeg kun skulle være på bistandshjælpi ca. 2 måneder, men i virkeligheden gik der 8-10 måneder.
Til sidst skrev lægen, at jeg var mere 100%-invalid end 65%-invalid. Først da gik sagen i orden.” Per har oplevet nogle meget belastende år i kamp mod systemet. Han er isærbitter på en kvindelig medarbejder i kommunen, som han mener, har optrådtdybt inkompetent. Han føler, hun har styret hans liv uden at have ordentlig ind-sigt i hans problemer og tilstand. Hun har trukket sagen måned for måned, ogdet har været psykisk belastende.
Henning på 51 år er lige for nylig kommet på førtidspension.
“Lige i starten der kunne jeg ikke accepterer det, fordi altsådet der med pludselig at være hjemme altid. Normalt var jegjo væk 12 timer i døgnet. Hvad skulle jeg nu? Men nu har jegaccepteret og fået tingene til at gå. Jeg kører nogle ture, ogtil sommer vil jeg køre en tur sydpå. Nu er der ikke noget, derhedder 14 dage, du har tiden for dig.” Men inden Henning fik bevilget pension, forsøgte han at finde en ny plads påarbejdsmarkedet.
“Vi har noget der hedder fondet, som tager sig af arbejdsprø-vejob og langtidsledige. Jeg snakkede med en sagsbehandlerog hun spurgte: Hvad kunne du tænke dig? Jeg har for mangeår siden passet børn, så jeg sagde, at pædagogmedhjælper,det kunne jeg godt tænke mig og prøve. Men det kunne jegikke, for det var kommunalt. Det skulle være ude på det priva-te arbejdsmarked. Så havde de et job i et stort supermarkedfor små købmænd og kiosker, hvor de kommer og handler ind.
Et stort detailsupermarked. Det kunne jeg jo godt prøve, jegkendte ham derude, og vi kunne godt snakke sammen. Jegskulle gå og fylde varer ind og sætte det på hylder og i køle-rummet og sætte prismærker. Det kunne jo sådan set værenemt nok. Men der kommer jo også kasser med store læsdåser med alt muligt i, som vejer 25-30 kilo, og de skulle sæt-tes på hylder. Så efter 5 uger så kunne jeg ikke mere med ryg-gen.” Kommunens sygeafdeling kunne efterhånden se, at det var svært at finde et jobtil Henning.
“Nå hvad så, så må jeg jo søge min pension. Ja, men det villehun godt være med til, for hun havde ikke noget job, der varnemmere. Det blev så accepteret, at jeg søgte pension. Jegkunne så gå på pension 1. marts i år.” Selv om det sådan set gik relativt hurtigt for Henning at få sin pension, er hanlangt fra tilfreds med sin situation.
“At man er kommet i det system, det er jo så igen, som omman er stavnsbundet. Jeg forstår overhovedet ikke en pind afdet hele. Man er enlig og får pension. Men hvis jeg flyttersammen eller gifter mig med min kæreste, tager de noget afpensionen fra mig. Det synes jeg er uretfærdigt. Det er sålidt, vi får i forvejen, det er ikke vores skyld, at vi er kommeti den situation. Ja det er det måske nok, fordi man har knokletrøven ud af bukserne. Det skulle man måske ikke have gjort.” Faktorer der påvirker processerne på
arbejdsmarkedet
En nærmere beskrivelse af de enkelte personers arbejdslivsprocesser åbner foren dybere forståelse af ligheder og forskelle og giver samtidig en forståelse afde mange komplekse forhold, som ligger bag udviklingen af forskellige forsør-gelsessituationer og udstødningsforløb.
Fælles for de livshistorier, som er blevet præsenteret i denne undersøgelse, er,at personerne har været i en situation, hvor de har haft vanskeligheder med atfastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Forskellige faktorer har bevirket, at de i dag er i forskellige forsørgelsessitua-tioner. Det er i samspillet mellem forholdene på arbejdsmarkedet, den kommu-nale indsats, fagforeningens indsats, lovgivning og den enkeltes ressourcer,helbred og netværk, at vi skal finde de elementer, som henholdsvis udgør mu-ligheder eller barrierer for, at den enkelte i dag er i arbejde og selvforsørgendeeller afhængig af offentlige ydelser, fx førtidspension.
I dette kapitel vil vi stille skarpt på nogle af de faktorer, der påvirker processer-ne med henblik på at påpege nogle opmærksomhedspunkter, hvor eventuelleændringer kunne medføre, at færre kommer i den situation, at de (før end deter normalt) skal stilles over for valget mellem arbejde og pension.
Forholdene på arbejdsmarkedet
Selvfølgelig bliver man påvirket af arbejdslivet. Nogle af interviewpersonernehar været ramt af mange faktorer, mens andre måske er blevet “slået ud” af enenkelt begivenhed, fx en arbejdsulykke. For nogen har det været en langsomproces med langsom nedslidning, mens det er gået hurtigere for andre.
Der er en række undersøgelser og statistikker, der viser, at ikke-faglærte i høje-re grad end andre, er udsat for risikoen for at miste deres job. Forhold som ikkealene er påvirket af konjunkturerne, men også af lokale konkurrenceforhold,beskæftigelse inden for udsatte brancher og arbejdsforholdene.
Det er imidlertid kun en af interviewpersonerne i denne undersøgelse, som harværet arbejdsløs i længere tid og haft arbejdsløshed som største og eneste pro-blem. Vedkommendes situation har imidlertid ændret sig voldsomt, således athun i dag nærmest har fået sit “ønskejob” ved det “grønne område” i kommu-nen. Om det er konjunkturerne, eller personlig indsats eller rent held er sværtat afgøre.
For de fleste af interviewpersonerne er det arbejdsforholdene med tunge løft,ensidigt gentaget arbejde, stående arbejde i al slags vejr m.m, der påvirker be-vægeapparatet og dermed deres handlemuligheder. Helbredet er blevet påvirketenten gennem ulykke eller langsom nedslidning, og gør det vanskeligt at fast-holde tilknytningen til arbejdsmarkedet. I et langt arbejdsliv kan det ofte værevanskeligt at skelne mellem ulykke og nedslidning.
For nogle kommer ulykken først med efterfølgende indskrænkning af handle-muligheder, nedslidning og udstødning. For andre er der tale om gradvis ned-slidning, og hvor ulykken kommer til sidst, fx kan en enkelt bevægelse væreden udløsende grund til, at de må stoppe på arbejdsmarkedet.
“Det er overbelastning, og så giver det sig udslag i, at det he-le bare er kommet lige pludselig. Det gigt har jeg ellers al-drig mærket noget til, men da jeg fik det sidste knæk, så komdet bare det hele – så gik det i udbrud. Ok! Det ville nok værekommet på et senere tidspunkt, men det ved man jo ikke. Deter måske også først kommet så sent, fordi jeg har holdt migi form.”(Henning, anlægsgartner) For interviewpersonerne er der tale om, at de har været på arbejdsmarkedet ien tidsperiode, hvor teknologien ikke har været udviklet og kunnet aflaste fxdet tunge arbejde. Deres helbred er blevet påvirket af en manglende teknolo-gisk udvikling. En udvikling, som nu er slået igennem og betydet, at maskinerhar overtaget det tunge arbejde. Det skulle betyde, at yngre ikke-faglærte ikkevil opleve en tilsvarende nedslidning af deres bevægeapparat.
Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om teknologisk udviklingsniveau. Deter også et spørgsmål om at bruge de nye maskiner. Nogle kommuner og ar-bejdsgivere har været “nærige” eller manglet penge til at investere i de nye ma-skiner.
“I mange år kaldte de X-kommune for "håndkommunen", for-di vi lavede alting med håndkraft.” (Hans, brolægger) Det er også karakteristisk, at de fleste interviewpersoner har oplevet et arbejds-marked, hvor arbejdstempoet har været stigende, og hvor tidspresset er en delaf det daglige arbejdsliv. Forhold som er påvirket af konkurrencevilkårene. Detskaber både stressede arbejdsforhold og påvirker også kvaliteten af arbejdet.
“Inden for de sidste 10 år er tempoet skruet gevaldigt op,overalt er der travlt. Det er for vildt, og nogle gange er detogså noget lortearbejde. Det går for stærkt, fx når de starter på et byggeri, ikke så snart spørger de: “Hvornår er I færdi-ge”. Du skal være færdig, for de står på ryggen af en for atkomme til . For en del år siden kunne man slække lidt her ogder, men det kan du ikke i dag. Det virker utroligt stressen-de.” (Søren, murerarbejdsmand) Den enkeltes ressourcer og helbred
De fleste af de interviewede personer har forladt skolen efter 7. klasse. Det erikke kun, fordi der er tale om en bestemt generation, hvor man generelt ikkegik så mange år i skole. Vi har både interviewet personer omkring 40 år og om-kring 60 år.
De fleste har forklaret, at de har forladt skolen tidligt, fordi skolen ikke sagdedem noget, eller fordi de havde svært ved det. Nogle har været ordblinde oghar svært ved selv i dag at læse og skrive.
“Der er mange ting, jeg ikke kan læse. Jeg er ordblind og harfået det konstateret. Da jeg startede på skolen i 4-5. klasse,da var mine tretaller, femtaller, sekstaller og nitaller allespejlvendt. Regnelæreren tog et spejl og satte op foran mig ogsagde:”Når du skriver dine femtaller, så se ind i spejlet”. Såkunne jeg se, at de vendte rigtigt. Samtidig skriver jeg medvenstre hånd. Så jeg skriver både modsat og spejlvendt.”(Bent, graver) Andre er gået ud af 7. klasse, fordi det var normalt ude på landet, og så skulleman ud og tjene penge.
“Jeg tror, vi var det sidste hold, der kun gik i skole hver an-den dag,” (Per, arbejdsmand, 56 år) “Jeg gik ud af 7. klasse. Jeg prøvede forskellige skoler, mendet var ikke lige mig. Så sagde mine forældre: “Skal du boher, skal du betale hjemme”, og så var det ud at arbejde. Ogder var masser af arbejde, så det var bare om at komme igang og tage slæbet. Ud og arbejde og tjene dine penge tilkost og logi. Ingen tanker om uddannelse. Jo, jeg kunne væreblevet hjemme og blive uddannet som mekaniker. Min far varuddannet mekaniker. Det fortryder jeg den dag i dag.”(Mogens, renovationsarbejder) “Nej, det kørte bare, derudaf. Der skulle tjenes penge, og såtog man det, der var dengang. Så jeg har aldrig haft ambitio- ner om, at jeg skulle op og tjene penge på den måde. Jegskulle bare have et job.” (Søren, murerarbejdsmand) For Grethe var det som kvinde også et spørgsmål om at få børn og passe dem: “Jeg gik ud af 7. klasse. Nej jeg har aldrig senere tænkt på attage en uddannelse. For så kom børnene, og så blev jeg fa-briksarbejder. Det har jeg affundet mig med, at det skulle jegvære resten af livet.” (Grethe, fabriksarbejder) På baggrund af dårlige erfaringer fra en relativt kortvarig skolegang, er det fåder, mens de var yngre, har taget en erhvervsuddannelse, og da mulighedernefor arbejde stort set har været til stede, har ingen senere i livet tænkt på at ud-danne sig.
De manglende muligheder har først vist sig, da vanskelighederne med helbre-det slår igennem, da det blev aktuelt at tale om omskoling til job, som er min-dre fysisk krævende. For at komme i en selvforsørgelse fra et ikke-faglært ar-bejdsliv med dårligt helbred, vil der ofte være tale om at tage en uddannelseeller blive omskolet med et kort uddannelsesforløb.
For John, som har taget en pædagoguddannelse, er der tale om, at han har nog-le personlige ressourcer, og at det at uddanne sig ikke ligger så fjernt. Han harigennem sit arbejdsliv hele tiden søgt nye udfordringer og ikke været bange forat kaste sig ud i noget nyt, selv om det krævede, at han skulle sætte sig ind inye ting. For Mogens, der er under omskoling til plejer, er det hans relativ un-ge alder, der har gjort, at han er sprunget til, samtidig med at der er tale om etrelativt kort uddannelsesforløb med megen praktik og kun lidt tid på skolebæn-ken samt udsigt til et job på almindelige vilkår.
Forsørgerkultur – arbejdskultur
For få år siden blev der i velfærdsdebatten fremført det synspunkt, at det dan-ske velfærdssamfund var præget af en forsørgerkultur. MandagMorgens “Alter-native Velfærdskommission” betegnede denne kultur som det største sam-fundsproblem og en reel barriere mod at skabe fuld beskæftigelse.
Nuværende økonomiminister Marianne Jelved definerede forsørgerkulturen påfølgende måde: “I de sidste 25 år har vi udviklet en kultur, jeg godt vil kaldeforsørgerkultur. Det er blevet legalt at læne sig tilbage og si-ge, at det her kan jeg ikke finde ud af og så vente på at blivesamlet op. Det er hovedproblemet i det danske samfund idag.” (Marianne Jelved, Information, 15 december, 1995) De arbejdslivshistorier, som er fremlagt i denne undersøgelse, kan ikke bekræf-te tilstedeværelsen af en forsørgerkultur – i hvert fald ikke blandt SiD-medlem-merne. Tværtimod. På trods af dårligt helbred er de enkelte SiDere stort set al-le fortsat på arbejdsmarkedet, selvom det i mange tilfælde har vist sig at svæk-ke deres helbred yderligere. Udsigten til pension har ikke været tillokkende.
“Jeg har haft en periode, hvor jeg har gået hjemme og faktiskværet kørt psykisk ned over det. Jeg har tænkt på pension,men så længe jeg kan arbejde, så arbejder jeg. Jeg kan ikkeacceptere – ikke som 42 årig – nej, selv om jeg har arbejdet,siden jeg var 14 år. Så længe jeg kan gøre en indsats, så viljeg gerne arbejde.” (Mogens, renovationsarbejder) “Det vigtigste for mig er et arbejde med gode kolleger. Jegkunne ikke tænke mig ikke at arbejde. Jeg prøver lidt at for-trænge min sygdom og være så normal som mulig. Jeg kangodt lide at arbejdet strukturerer mit liv lidt – der er nogle fa-ste holdepunkter. Jeg ville ikke kunne finde ud af at få en heldag til at gå – i hvert fald ikke endnu. Måske når jeg skal påefterløn.” (Hanne i fleksjob) Det at have arbejde er en vigtig velfærdsfaktor. Der er i høj grad tale om en so-cialisering, idet de er blevet opdraget til at skulle sørge for sig selv og have etarbejde og tjene deres løn. En stor del af respekten og selvrespekten er knyttettil et arbejde.
“ - “Man skal yde for at nyde”. Det var et slogan derhjemme.
Jeg er opdraget til at passe mit arbejde. Ved konfirmationenhed det: “Arbejde min pige, og ha’ den røde bog og stem A”,så kan det aldrig gå dig galt her i livet. Det var parolen der-hjemme, og det har det været hele mit liv, og det gælder ogsåmine søskende. Min far var SiDer, og min mor var inden fornærings- og nydelsesmiddel.” (Grethe, fabriksarbejder) Man kan sige, at forholdet og holdningen til arbejde bedst kan udtrykkes veden arbejdskultur. For interviewpersonerne kommer arbejdskulturen også til ud-tryk, da vanskelighederne med helbredet melder sig. Det kommer tit som etchok for dem. Og udsigten til at de ikke kan fastholde deres tilknytning til ar-bejdsmarkedet, påvirker dem psykisk. Ikke blot på grund af risikoen for et far-vel til et langt arbejdsliv, men primært frygten for fraværet af det sociale liv påarbejdspladsen.
“Arbejde som jord og beton. Man tænker ikke, man bliversyg, nej det er altid den anden, og så står man der lige plud-selig selv. Det er nok det værste, det er det at indrømme overfor sig selv, at man kan ikke. Det har hjulpet, at jeg har fået et arbejde, hvor man bliver værdsat, for ellers så tror jeg nok,jeg var blevet knækket noget ned. Det er ens psyke lige plud-selig, så kan man ikke, det er irriterende. Der var en periode,hvor jeg ikke kunne stå op om morgen og kravlede ud. Detkan ikke være rigtigt. Det betyder meget at komme i gangigen. Det er helt sikkert, men jeg tager en dag ad gangen.”(Søren, murerarbejdsmand) Det rummelige arbejdsmarked
De seneste år har den social- og arbejdsmarkedspolitiske diskussion været præ-get af begreber som aktivering og det rummelige arbejdsmarked. Det rummeli-ge arbejdsmarked indbefatter tiltag der skal: • forebygge udstødning fra arbejdsmarkedet• forhindre udstødning gennem en fastholdelse• integrere allerede udstødte fra arbejdsmarkedet I den forbindelse er der aftalt sociale kapitler, foretaget opstramninger omkringsygedagpengeopfølgninger i kommunerne, foretaget ændringer i lovgivningenmed indførelse af fleks- og skånejob og sket ændringer i praksis og regler forførtidspension. Det er ordninger, som har haft en positiv betydning for nogleaf interviewpersonerne, men som har affødt nogle negative konsekvenser forandre.
Søren og Hanne er begge kommet i fleksjob. Hanne er i kommet i fleksjob på20 timer om ugen på sin hidtidige arbejdsplads, da tillidsrepræsentanten blevopmærksom på hendes problemer med ledegigt. Hvis Hanne ikke havde fåetet fleksjob, havde hun sandsynligvis gået som en sygemeldt arbejdsløs. Måskeen revalidering eller en pensionssag.
Det var tillidsrepræsentanten, som fik blandet kommunen ind i sagen. De holdtet møde på arbejdspladsen – en såkaldt rundbordssamtale – med en række for-skellige personer – ca. 8, hvor de skulle tale om Hanne og hendes situation.
Det var jobkonsulenten fra kommunen, der kunne se problemstillingen og fore-slog den nedsatte arbejdstid.
“Jeg synes, han gjorde det på en meget god måde. Han fikgjort det, så jeg ikke følte mig i en dårlig situation. Man er joikke specielt ovenpå, når man sidder der med en masse men-nesker, og man er i centrum.” (Hanne, fleksjob) Senere prøvede man sig frem med, hvor mange timer Hanne kunne tåle at ar-bejde, og fik indrettet arbejdspladsen rigtigt.
Søren har fået sit fleksjob via kommunen. Han blev sendt i arbejdsprøvning ogefter et par forsøg lykkedes det ham at blive ansat i et fleksjob på helt alminde-lige vilkår, men med det forbehold, at der skal tages hensyn til, at han ikke kanoverkomme så meget og ikke kan stå for længe på grund af sin urinsyregigt ogledegigt. Søren er tilfreds med at få et fleksjob, da han ikke ønsker pension,men han er usikker på, hvad det indebærer, og hvad det betyder for ham.
“Jeg har ikke fået noget at vide om de nye regler. Der er intetat gøre med efterløn, har de sagt på arbejdsprøvning. Skaljeg fortsætte eller ej med a-kassen. Jeg ved det ikke. Jeg kun-ne få mine penge tilbage. Jeg overvejede fleksjob, men nu ta-ger jeg det fra skridt til skridt. At jeg ikke får det samme, detmå jeg tage med, Jeg skal ud og arbejde, der skal ske noget,ud blandt folk. Det er rart at have noget at stå op til.”(Søren, murerarbejdsmand) For andre betyder de nye tiltag på det sociale- og arbejdsmarkedspolitiske om-råde, at de står i en uafklaret situation. Grethe, som har været fabriksarbejderog lider af fibromyalgi, er faldet for sygedagpengereglen og kommet på bi-standshjælp, men får ikke noget, da hendes mand arbejder. Hun har søgt omførtidspension, men der er ikke sket nogen afklaring, og hun frygter, at hunskal gennem endnu en arbejdsprøvning, før hun måske kan få tildelt førtidspen-sion.
Det samme er sket for Alex, men han er ikke gift og modtager derfor kontant-hjælp. Han har fået papir på, at han kun kan arbejde højst 20 timer, men det erikke lykkedes at skaffe et fleksjob, som kan blive resultatet af hans situation.
John, som nu er førtidspensioneret, faldt også for sygedagpengereglen og måttegå på bistandshjælp i 8 måneder inden der endelig kom en afklaring omkringhans pensionssag.
Og Bent, som har været på sygedagpenge i snart to år, frygter, at han snart vilfalde for reglen om sygedagpenge og komme på bistandshjælp. Han vil ikkekunne modtage bistand, da hans kone arbejder og tjener penge. Han har fåetat vide, at behandlingsmulighederne er udtømt, men kommunen er ikke særligvillig til at give ham pension.
De er alle kommet i en uafklaret situation på grund af lange ventetider til un-dersøgelser, lange sagsbehandlingsgange, lovgivning omkring maksimum-modtagelse af sygedagpenge og kommunernes ændrede praksis omkring før-tidspension, da de nu skal finansiere 65% af udgiften til førtidspension.
Hvor systemerne er tilrettelagt ud fra den filosofi, at der skulle kunne finde enafklaring sted om arbejde eller pension inden for en kort årrække, er virkelig-heden snarere, at lange ventetider og sagsgange samt kassetænkning fra kom- munernes side stiller personer, som er ramt på deres helbred, i en meget dårligog ydmygende situation, hvor deres rettigheder til et værdigt liv enten i arbejdeeller på pension er taget fra dem.
Oversigt over interviewpersoner til SiD-undersøgelse
Grethe: Kvinde 53 år. Forskelligt ufaglært arbejde lige fra skolen af. Ud af 7.
klasse. Har haft mange forskellige job: Fabriksarbejde, rengøring, bryggeri,
plejehjem. Hendes situation i dag: Har fibromyalogi, ondt i armen og mange
smerter. Har mistet sygedagpenge og får ikke kontanthjælp, da hendes mand
tjener penge (ikke-faglært). Gift og har to børn. Er utilfreds med sin situation,
mangler afklaring.
Søren: Mand, 51 år. Jord og beton samt byg og anlæg. Er gået ud af 7. klasse,
uddannet kok, som han hurtigt forlader, hvorefter han arbejder som jord- og
betonarbejder. Har været hos to mestre. Har dårlig ryg, nedslidning af tunge
løft – slid- og ledegigt. Han er i dag i fleksjob på ordinære vilkår. Han er enlig,
men har tre børn, et barn af første ægteskab og to små børn med kæreste. Er
tilfreds med sin situation, fordi han ikke har smerter.
Bent: Mand 39-40 år, gartner på kirkegård. Har haft mange forskellige ikke-
faglærte job. Er gået ud af 7. klasse. Klarede sig dårligt i skolen, er venstrehån-
det samt ordblind. Kan ikke læse og skrive. Hans situation i dag er, at han har
dårlig fod og ikke kan gå på foden uden smerter. Han er på sygedagpenge, men
falder snart for disse og skal på bistandshjælp. Søger pension, men kommunen
er ikke meget for det. (Behandlingsmuligheder udtømte). Gift med ufaglært.
Bor ude på landet i en lille by. Utilfreds med sin situation fordi der ikke er
nogen afklaring.
Henning: Mand, 51 år. Gartner og haveanlæg. Gået ud af 7. klasse fra landet.
Har primært arbejdet som anlægsgartner. Er meget ansvarsfuld og arbejdet hos
få mestre. Hårdt fysisk arbejde, nedslidning af ryg, kan ikke arbejde. Efter to
forsøg med fleksjob, modtager han nu førtidspension. Skilt fra sin kone og har
to børn og kender nu en kæreste. Tilfreds med sin situation på trods af, at det
har været en hård omstilling ikke pludselig at kunne arbejde.
Jytte: Kvinde, 53 år. Gartner i pakkeafdeling. Har haft flere ikke-faglærte job
og bl.a. været selvstændig med pasning af idrætscafé. Har altid arbejdet (min-
dre da børnene var små), været virksom og passet familien. Har dårligt knæ,
sket ved en ulykke, derefter mange operationer og nedslidning. Venter på ope-
ration og tager stilling til, hvad der skal ske enten arbejde (mere fuldtidsarbej-
de, da hun er ved at falde for dagpenge pga. for lidt timer) eller pension. Gift
og har to børn, ægtefælle ikke-faglært. Er tilfreds med situationen, men er
utryg ved den uafklarede situation.
Mogens: Mand, 42 år. Jord og beton, asfalt, Er gået ud af 7. klasse, Har haft
mange forskellige job. Er blevet nedslidt med dårlig ryg og dårlige arme. Er
faktisk berettiget til førtidspension, men vil ikke, Er gået på skole og uddannet
til medhjælper/plejer. Er i praktik og skal på skole, og derefter kan han tage job
som plejer. Har haft svært ved situationen. Gift og har to børn. Er tilfreds med
situationen og glad for ikke at være på pension.
Alex: Mand, 47 år. Er gået ud af 7. klasse, uddannet kok, men holder hurtigt
op. Har haft forskellige ikke-faglærte job – fabriksarbejder og gartner. Er
nedslidt, har ondt i arm ryg og fingre, som han ikke kan bøje. Lider af korttids-
hukommelse og er også skadet på hjernen måske pga. megen druk. Har altid
arbejdet meget, men kan ikke i dag. Står i uafklaret situation. Ikke dårlig nok
til pension (på trods af at behandlingsmuligheder er udtømte) og for dårlig til
fleksjob, Har mistet sygedagpenge og er på bistandshjælp. Lever sammen med
kæreste på førtidspension, men ikke gift. Har tre børn.
Per: Mand, 56 år. Er gået ud af 7. klasse og har kun gået i skole hver anden
dag. Han er startet med at tjene bønder som 12 årig og har haft hårdt fysisk ar-
bejde hele tiden, bl.a. som murerarbejdsmand, støberiarbejder og chauffør.
Han har fået tilkendt førtidspension for 3 år siden, fordi hans ryg er fuldstæn-
dig ødelagt. Han har været gennem en stor rygoperation og har konstante smer-
ter. Han skal tage smertestillende piller resten af livet. Han er gift og har store
børn – har også været skilt.
John: Mand, 52 år. Han har arbejdet som tillært smed i en del år, men kom ud
for en håndskade for 5-6 år siden. Han blev fejlbehandlet på sygehuset og måt-
te opgive sit job. Han kom samtidig ud i en svær krise og blev skilt. Derefter
gik han i gang med en uddannelse som pædagog inden for Blå Kors Diakon-
højskole, som afsluttedes for et års tid siden. Nu arbejder han som pædagog på
et aktivitetscenter for fysisk og psykisk handicappede. Er gift på ny og har
børn.
Hans: Mand, 62 år. Han startede med at sejle og var på søfartsskole. Da han
blev gift gik han i land og arbejdede 16 år på den samme arbejdsplads. Derefter
flyttede familien til Jylland, hvor han ville være landmand. Det gik ikke, og i
stedet blev han brolægger ved kommunen i 22 år. Han har fået ødelagt både sin
ryg og sine knæ ved hårdt fysisk arbejde. Han er blevet opereret flere gange.
Han modtager førtidspension. Han er gift og har børn og børnebørn.
Malik: Mand, 49 år. Ingen uddannelse. Han er født i Marokko og kom til Dan-
mark i 1981 som cirkusarbejder. Han sprang fra cirkusarbejdet efter et par år.
Herefter arbejdede han som murerarbejdsmand et par år. Derefter fabriksarbej-
de på en aluminiumsfabrik, hvor han var 14 år på den samme fabrik. Han har
fået en dårlig skulder af at løfte alt for meget. Han er sygemeldt og afventer en
afklaring af sin fremtid. Han er gift og har 3 børn. Er besøgsven hos Røde
Kors.
Hanne: Kvinde, ca. 35 år. Er oprindeligt kontoruddannet. Skiftede til fabriks-
arbejde, fordi arbejdstiderne passede hende bedre. Arbejder på elektronikfa-
brik. Hun har ledegigt i svær grad. Nu har hun fået fleksjob på 20 timer pr. uge
på den samme virksomhed. Det er hun meget glad for. Hun bor på landet og
har 2 børn.
Lis: Kvinde, 25-30 år. Er oprindeligt uddannet som væksthusgartner. Blev ar-
bejdsløs efter færdiggørelse af uddannelsen. I perioden 1992 til 1999 har hun
været skiftevis arbejdsløs og haft barsels- og børnepasningsorlov. Hun var lige
ved at ryge ud af dagpengesystemet. Nu er hun ansat i kommunens grønne om-
råde i perioden marts til november, og hun ordner skind i perioden november
til december. Det passer hende meget fint. Hun er enlig mor med 3 børn.

Source: http://casa-analyse.dk/files/arbejde_eller_pension.pdf